Ingen eller noget derude kunne redde mig..

Jeg var i midten af tyverne og fortvivlet. Ikke på en måde der var synlig udefra, for udenpå fungerede jeg umiddelbart og jeg skjulte det godt. Jeg passede ind og klarede mig, som jeg altid gør. Jeg havde et godt job og tjente efterhånden gode penge. Men indeni bar jeg på en gigantisk uro og et ubehag, som jeg ikke forstod og ikke vidste hvad jeg skulle gøre ved. Jeg havde konstant følelsen af skyld og skam, og som om noget ikke var som det skulle være. Jeg søgte svaret i andre mennesker, i arbejdet, i anerkendelse og altid i øjne udefra. Overalt undtagen indeni mig selv. Jeg følte mig grundlæggende helt forkert.

Jeg sagde mit gode job op, pakkede en rygsæk og tog af sted. Alene. Uden en rigtig plan og uden at vide hvad jeg søgte. Det eneste jeg vidste var, at hvis jeg ikke skulle være i livet længere, så ville jeg i det mindste have set verden først. Jeg ved godt i dag, at jeg aldrig ville have endt mit liv, men det vidste jeg ikke dengang. Jeg var desperat efter en eller anden form for lindring. Og da jeg stod i Singapore den første aften kl. 23:00 alene var jeg pisse bange, men mærkede alligevel også en enorm frihed. Jeg var den eneste der vidste hvor jeg var og ingen kunne længere kræve noget af mig.

Jeg anede ikke hvor jeg skulle søge hen, eller efter hvad. Jeg troede nogen eller noget skulle komme udefra og redde mig. Det jeg ikke forstod dengang var at jeg selv fulgte med uanset hvor langt jeg rejste væk, og jeg var bogstaveligt talt på den anden side af jordkloden. Uanset hvor langt jeg rejste, var jeg der og der var ingen ro at finde. Uroen var altid med i min baghave. Der var ingen flugt fra mig selv, uanset hvor hurtigt jeg løb og hvor langt der var “hjem”, og det viste sig at løsningen ikke lå derude et sted. Både svaret og hjælpen lå indeni mig selv.

Det paradoksale er at når du rejser alene, tvinger du dig til at møde dig selv. Pletvis begyndte jeg at få øje på mig selv, og havde enkelte elementer af ro. Jeg lå et par uger i den samme hængekøje i Malaysia, og det var første gang jeg var holdt op med at løbe fra smerten. Og første gang jeg mærkede en ro, uden medicin. Det var kortvarige glimt, men det var der. Og jeg skrev og skrev og skrev i mine dagbøger.

Jeg rejste det meste af et år. Jeg mødte mennesker, sov underlige steder, spiste mad jeg ikke kunne udtale eller anede hvad var, og oplevede ting der åbnede mig op på måder jeg ikke havde forventet. Min intuition blev skærpet af faretruende oplevelser, man let møder når man rejser rundt som enlig kvinde. Men mest af alt blev jeg mødt af så meget varme og omsorg fra andre mennesker og på alverdens sprog, når jeg havde forvildet mig ude i ukendte situationer, eller i det hele taget bare havde det svært. Min tro på menneskeheden blev virkelig genoprettet af den rejse.

Jeg tror at mange af os bærer på noget vi ikke helt ved hvad er. En uro, en tomhed, en fornemmelse af at noget ikke stemmer, uden at vi kan sætte ord på hvad det er. Og vi er dygtige til at holde det på afstand. Med arbejde, relationer, skærme, travlhed og alt det andet vi fylder dagene med.

Rejsen gav mig ikke svarene. Den gav mig noget andet: tid og rum til at begynde at stille de rigtige spørgsmål.

Hvem er jeg, når ingen ser på? Hvad vil jeg egentlig? Hvad bærer jeg på som ikke er mit? Hvad helvede går al den smerte egentlig ud på, og hvad vil den mig? Hvad skal jeg lære i det her liv?

De spørgsmål er ikke rare at sidde med, men jeg fik endelig vendt mig selv mod mig selv, og denne gang mere kærligt.

Da jeg kom hjem var jeg ikke helbredt. Jeg var stadig den samme person med de samme udfordringer. Men noget havde rykket sig. Jeg var begyndt at lytte indad i stedet for altid at kigge udad efter svar. Og jeg opdagede også at jeg var i stand til at klare mig i de mest vanvittige situationer. Jeg klarede og klarer mig altid.

Det var dér jeg for alvor kastede mig ud i terapien. Rejsen havde ikke løst noget, men den havde gjort mig klar til at se på det der skulle ses på. Og der var ikke andre muligheder, jeg var nødt til at ændre mit liv og ændre min måde at se mig selv på. Denne gang med milde øjne og langt væk fra psykiatriens og psykologernes umyndiggørelse.

Rejsen var flugten. Terapien hjalp mig hjem.

Jeg deler det her fordi jeg tror at mange kender den fornemmelse. At man søger noget uden at vide hvad det er. At man ved at noget skal ændres, men ikke ved hvad eller hvordan. Ofte søger man hjælpen udefra, at nogen eller noget skal redde os. Vi har sat livet på stand by, og venter på at noget skal løse det hele for os. Vi lever i den ønskede virkelighed og ikke i den virkelige virkelighed. Vi tænker “når jeg bliver rig, så..”, “når jeg møder manden/kvinden i mit liv så..”, eller “når jeg bliver slank så…”, men virkeligheden er at livet er nu.

Du behøver ikke rejse verden rundt for at finde det. Men du er nødt til at skabe rum til at lytte til dig selv. Til at stille de svære spørgsmål. Til at møde dig selv uden alle de lag vi bruger til at beskytte os.

Det er præcis det Mind of Mine er lavet til at hjælpe dig med. Et sted at gå indad. Et sted at stille spørgsmålene. Et sted at begynde.

Du behøver ikke vide hvad du søger for at starte. Det vidste jeg heller ikke. Du er altid velkommen hos Mind of Mine.

Du kan tilmelde dig vores platform her: Platform 💚

Og som noget helt nyt har vi også lavet en workshop for dig, der er træt af at vente på at dit liv begynder, træt af at være på stand by, og er klar til at tage fat i dit liv som det er her og nu og begynde at leve det. Se her 💚

Maria Kjær Founder, Mind of Mine