Derfor lavede jeg Mind of Mine

Der er ting jeg ikke fortæller ret mange mennesker. Ikke fordi jeg skammer mig, men fordi det er privat og hører til i det rum jeg normalt holder for mig selv.

Det her er en af dem.

Da jeg var ung, hang jeg simpelthen ikke sammen psykisk. Jeg skjulte det så godt jeg kunne, jeg spillede musik, havde venner og forsøgte at gå i gymnasiet ligesom alle andre, men virkeligheden var at jeg led. Til sidst endte jeg i psykiatrien fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre ved det, og fordi jeg ikke havde andre steder at gå hen.

Hjælpen i psykiatrien var betinget af at jeg skulle være selvmordsstruet, som jeg fik at vide, så det var jo “heldigt” at jeg passede ind i den kategori. Og ville jeg ikke medicineres, var der ingen hjælp at hente heller. Det er svært at beskrive hvor grotesk det er at stå som ungt menneske i et system, der skal hjælpe dig, men reelt kun har én vej at tilbyde dig, og hvor alternativet er at gå alene hjem igen. Jeg var ung og havde ikke viden eller forståelse nok til at forstå hvad det indebar. Jeg havde heller ikke andre steder at gå hen. Hvor skulle det være? Jeg var prisgivet.

Jeg blev medicineret, og i stedet for at finde de svar jeg søgte eller at blive ordentligt hjulpet, gik jeg derfra med umyndiggørelse, flere spørgsmål og endnu flere traumer end da jeg kom. Ingen talte om hvad medicinen ville gøre ved min krop eller min hjerne, hvad den ville give af bivirkninger, og slet ikke om hvad en eventuel udtrapning ville kræve. Det ord blev aldrig nævnt.

Som 20-årig sad jeg igen hos en ny psykiater, der fortalte mig at jeg havde en kemisk ubalance i hjernen, at det var genetisk, og at jeg skulle tage medicin resten af mit liv. Hun havde “godt nok kun nået at skimme min journal”, som hun selv sagde, men valgte alligevel at komme til den domsafsigelse til det unge menneske jeg var, som hun iøvrigt aldrig havde mødt før. Det undrer mig den dag I dag stadig.

Først troede jeg på det, for hvad var alternativet, når man er ung og sårbar og føler sig helt ude at skide? Men bagefter kom vreden, og den var reel. Fair nok, hvis jeg skulle spise medicin resten af mit liv, men valget skulle fandeme være mit eget. Jeg valgte at stoppe og trappede ud uden vejledning, og uden en egentlig forståelse for hvad det krævede af mig. Set i bakspejlet var det direkte farligt, men det vidste jeg jo intet om.

Jeg er ikke imod medicin. Det er omgangen med det jeg har noget imod, og det faktum at man alt for ofte ikke forsøger andre veje først, ligesom man som oftest er helt uoplyst om både bivirkninger og en eventuel udtrapning. I mit tilfælde blev jeg tilbudt nogle psykologsamtaler og en omgang gruppeterapi, som ikke var dybdegående eller gjorde en reel forskel, men dog tilbudt. Alt for ofte oplever jeg at mennesker ikke engang får psykologhjælpen eller andet tilbudt, men man går direkte til medicinen. Det synes jeg er både rystende og hovedrystende.

Jeg har mødt og møder mange mennesker der bærer på oplevelser fra psykiatrien, mennesker der har søgt hjælp og ikke fundet den, fundet den for sent, eller aldrig haft råd til at gå udenom psykiatrien.

Jeg fandt til sidst min vej, ikke gennem systemet men på trods af det. Jeg kastede mig ud i dybdegående terapi og det lange, tålmodige arbejde med at forstå mig selv, hvad jeg bar på, hvad der havde formet mig, og hvad der egentlig foregik indeni. Det tog tid og det krævede hjælp fra mennesker der troede på mig, og mennesker der vidste hvad de lavede. Det kostede penge jeg ikke altid havde, men på mirakuløs vis altid lykkedes mig at finde. Jeg nægtede at give op, hverken på terapien eller på mig selv.

Uddannelsen til psykoterapeut blev en del af min rejse og en hjælp til mig selv. Vil man arbejde gennemgående med sig selv, kan en psykoterapeutuddannelse varmt anbefales. Og jeg går stadig troligt i terapi med jævne mellemrum, som en gave og kærlighed til mig selv.

Jeg ved at rigtig mange mennesker aldrig får adgang til den hjælp de har brug for, fordi der er for mange barrierer i vejen. Mange har ikke økonomien til det, eller ved ikke hvor de skal gå hen for at finde det der virker. Det er præcis dér ideen til Mind of Mine begyndte, som alt andet end en forretningsplan, men som en tanke født ud af kærlighed til alle de mennesker jeg møder, som kæmper alene fordi hjælpen er for dyr, ventelisterne for lange eller bare svær at finde. Ingen fortjener at være alene, når livet er allersværest.

Vi er nødt til at ændre vores tilgang til psykisk lidelse og se på det levede liv, de rammer og det samfund vi lever i, og ikke mindst det hele menneske. Det er det vi gør i psykoterapien, og det virker. Og kombineres psykoterapi med kropsterapi, yoga eller andet der hjælper kroppen med i processen, så er der meget der kan bearbejdes og afhjælpes. Kroppen og psyken er ét, og vores traumer og følelselsliv sidder i kroppen.

Jeg har brugt mange år på at samle det der hjalp mig og mine klienter, og det er den viden jeg har lagt ind i Mind of Mine, sammen med en masse dygtige og støttende psykoterapeuter. Støtten til projektet har været helt enorm, og det er jeg mere end dybt taknemmelig for.

Jeg tror på at de rigtige værktøjer gør en forskel, uanset om man er midt i noget svært eller bare ønsker at forstå sig selv lidt bedre. Hvad nu hvis det kunne gøres tilgængeligt for alle? Ikke kun dem der har råd til terapitimer til 1000 kroner, ikke kun dem der bor tæt på en god terapeut, ikke kun dem der ved hvad de har brug for og tør bede om det, men alle andre også.

Mind of Mine kan ikke erstatte det at gå i terapi, det siger jeg altid, fordi det er vigtigt at være ærlig om det. En platform kan ikke erstatte det at sidde overfor et andet menneske der ser dig. Men den kan være et sted at starte, et sted at arbejde med sig selv i hverdagen, et sted der møder dig der hvor du er, uden venteliste og uden en stor regning. Indholdet er lavet af både mig og dygtige psykoterapeuter med mange års erfaring, bygget på de metoder vi bruger i terapilokalet. Og det koster 39 kroner om måneden.

Min drøm stopper ikke der, for det der virkelig ligger mig på sinde, er at ingen skal undvære den hjælp de har brug for, bare fordi pengene ikke er der. Derfor er det mit håb at vi sammen kan skabe et fællesskab i Mind of Mine, hvor vi med tiden kan give medlemmer mulighed for at søge om støtte til at gå i terapi, til nedsat pris eller helt uden egenbetaling. Forestil dig at være en del af et fællesskab, hvor vi ikke bare arbejder med os selv, men også hjælper hinanden til at få den hjælp vi fortjener.
Det er ikke noget vi kan i dag, for det tager tid at bygge op. Men det er det jeg arbejder hen imod, og hver gang du er en del af Mind of Mine, er du med til at gøre min drøm lidt mere virkelig.

Jeg lavede Mind of Mine fordi jeg tror på at vi mennesker skal hjælpe hinanden og stå sammen. Fordi ingen fortjener at kæmpe alene. Og fordi jeg hver dag møder mennesker der minder mig om det. Mennesker der søger, kæmper, hænger i og har håb. Det betyder noget for mig, og det er grunden til at jeg bliver ved. Det fællesskab vil jeg så gerne være med til at skabe. For dig. Og for alle de mennesker jeg møder hver dag, der fortjener at blive mødt med omsorg og hjælp.

Hvis du har lyst til at tilmelde dig, kan du gøre det lige her 💚

Tak fordi du læste med 💚

“Maria Kjær Founder, Mind of Mine