Hvorfor gå i parterapi?

Mange der kommer i parterapi har taget langt tilløb. Længe har de, eller den ene part, måske gået og overvejet om det virkelig er noget man ikke kan klare selv. Måske ser man det som en fallit-erklæring, at man har brug for professionel hjælp eller også synes man bare det er dybt grænseoverskridende at skulle fortælle så private ting til en fremmed.  Alt det forstår jeg, og alle andre parterapeuter, udmærket godt. Måske har vi endda selv haft det på præcis samme måde, da vi første gang var til terapi eller parterapi. 

Ofte når jeg møder par siger jeg til dem, at de måske godt kunne have klaret det selv. Men at det med stor sandsynlighed havde kostet dem flere kræfter, og måske ville resultatet ikke have været helt ligeså godt. Jeg ser min rolle, som en slags konsulent. En man hyrer, når man måske godt kunne klare det inhouse, men hvor man ønsker at få det bedste og mest bæredygtige resultat. Man har besluttet sig for at investere tid og penge og gøre en koncentreret indsats for at få det bedst muligt sammen.

I parterapien allierer parterapeuten sig med kærligheden og jo tydeligere den, trods fastlåste konflikter, stadig er, jo nemmere bliver det også ofte at komme til at tale om det, der skal tales om. Målet i parterapi er, at vi forstår vores mønstre, så vi hver især kan tage ansvar for vores del og have omsorg for den andens del. 

Vi kan have en tendens til at tænke ”hvis bare den anden ville lade være med så ville jeg ikke behøve at…”. Når vi tænker sådan, så ser vi den andens adfærd, som årsagen til vores adfærd. Og selvom vi selvfølgelig er påvirkede af hinanden, så er det en for snæver måde at se konflikter på – i hvert fald hvis vi gerne vil løse dem. For når vi placerer skylden hos den anden, så giver vi noget vigtigt væk, nemlig muligheden for at gøre nyt. Vi kommer i en afventende position og ofte låser kommunikation og ender med mudderkast.

I parterapi arbejder vi med mønstre, og med at se det, der sker, som netop det. Vi kigger sammen på hvordan det vi gør påvirker hinanden gensidigt, og hvordan det mønster ofte kan få sit eget liv, der føles større og mere magtfuld end os. Vi opgiver tanken om at opklare om det er hønen eller ægget, der kom først og vi giver slip på behovet for at placere skyld på hinanden. Det er første skridt til at kunne arbejde med det. Det er det parterapien hjælper  os til at kunne forstå og comitte os til – at vi er sammen mod mønsteret – ikke hinanden. 

Parforholdsmønstre opstår i mellem os, men har ofte en masse tråde tilbage til tidligere erfaringer med kærlighed, tryghed og relationer. Ofte trækker de tråde helt tilbage til vores tidlige barndom og vores erfaringer med vores primære omsorgspersoner. De måder vores omsorgspersoner har givet og trukket deres kærlighed og kontakt påvirker os. Og når vores partner vækker de følelser i os, vil vi også ofte bruge de strategier vi lærte den gang. De strategier har det med at ramme vores partner, og give os præcis det vi frygter allermest. Vi bliver alene.

I parterapien lyser vi på de blå mærker. Vi lader vores partner se dem, og beder om omsorg og forståelse. Det er svært, men bliver lettere for vores partner, fordi de igennem terapien nu forstår, at de ikke bærer ansvaret for såret, men kun for at aktivere det. Samtidigt tager vi et ansvar for at genkende vores mønster, berolige os selv og adressere det, i stedet for blot at reagere.

Det er en vanskelig og ofte rørende proces. Det man som par lærer i parterapien rækker ofte langt udover parforholdet, ikke kun tilbage på det man kom frem, men ud til ens øvrige relationer og måder at være i verden på.

Parterapi er selvfølgelig ikke den eneste vej, men en ofte mere grundig og effektiv vej, end at klare det selv.

Blogindlægget er skrevet af Psykoterapeut MPF Kathrine Hemmingsen fra www.familiemakker.dk