Selvværd

Vores selvværd bliver primært dannet i løbet af vores opvækst. Men det er noget, vi kan ændre på og arbejde med hele livet. Men hvad giver et lavt selvværd og hvad giver et højt selvværd? 

Lad os starte med at kigge på, hvad der giver et lavt selvværd. 


Lavt selvværd 

Det kan være helt grundlæggende ting, som f.eks. manglende spejling eller nærvær fra de primære omsorgspersoner i vores opvækst. Manglende øjenkontakt og interesse i barnet, som det menneske, det er. 
Der er også familier, hvor barnet bliver forælder for forælderen, og dermed får en følelsesmæssig overansvarlighed i familien. Nogle børn udfylder en rolle for forælderen, hvor barnet fylder mor eller far med omsorg eller nærvær, som mor eller far ikke selv fik som barn. 

Men det kan også være konkrete ting igennem vores liv, som f.eks. 

  • Kritik 
  • Mobning 
  • Hån 
  • Ydmygelser 
  • At blive råbt af 
  • Psykisk vold 
  • Fysisk vold 
  • Overgreb 
  • Krænkelser 

Det kan også være påføring af skyld og skam. Det er måske ikke noget, vi tænker så meget over, men det fylder meget i vores kultur og samfund. Måden vi taler til hinanden på, men også hvordan vi taler til vores børn. Jargonen kan være skyld eller skampåførende. 
Eksempler på det kan være ironi og sarkasme, eller talen mellem linjerne. Børn forstår det ikke, og når de ikke forstår det, får det dem til at føle skyld og skam, de får dårlig samvittighed og en følelse af at være dumme. Børn forstår ikke denne her voksenhumor. Det er derfor vigtigt at man tænker over, hvordan man taler til børnene. Børn skal være ret store, før de forstår, at man laver sjov med dem, eller mener det modsatte af, hvad man siger. 


Højt selvværd 

Børns selvværd øges, når vi interesserer os for dem. Når vi er lyttende, nærværende og bruger tid sammen med dem. Men faktisk også, når vi stiller krav til dem. Det kan være krav om, at de skal være en del af familien, og hjælpe til med huslige pligter. Når børn er selvhjulpne, øger det deres selvværd. Det er vigtigt, at børn får lov at blive selvstændige. Børn er kun til låns, og det gælder på mange måder om at gøre sig selv overflødig som forælder. Det kan måske godt lyde lidt provokerende, og det kan nok også være svært for mange af os at give slip på at være vigtige for vores børn, men jo mere vi kan parkere vores eget behov for at føle os vigtige, og give vores børn friheden til at udvikle sig som de mennesker de er, jo højere er selvværdet og jo mere livsduelige er de i verden. 

Af konkrete ting kan nævnes: 

  • Kærlige blikke 
  • At man kan høre nogen tale positivt om én på afstand (f.eks. Forældre, der taler positivt om barnet, mens barnet lytter) 
  • Få at vide at man er elsket 
  • At blive talt kærligt til 
  • At blive lyttet til 
  • Plads til at lære og udvikle sig, uden kritiske øjne 
  • Plads til at være den man er 
  • At blive rummet og spejlet i de følelser, man har 
  • En følelse af at blive set og at man er velkommen 

Hvis du har lyst til at arbejde med dit selvværd, kan du lytte til vores lydfiler omkring emnet, men du kan også vælge at se videoerne “Selvværd” og “Øg dit selvværd”, som du finder under temaet ”Selvværd og selvtillid” i VIDEO. Du kan også tage vores challenge ”Forkæl dit selvværd”.

Blogindlægget er skrevet af Maria Kjær, indehaver af Maria Kjær Terapi.

www.mariakjaer.dk

Tilmeld dig og få adgang til spændende og lærerige lydfiler og videoer

Relateret indlæg

Dette indhold er låst

Opret dig på Mind of Mine for at bruge hele vores platform