Traumer behøver ikke kun at være enkeltstående voldsomme oplevelser eller krænkelser. Samtaler om traumer handler om at genskabe en “fornemmelse af sig selv”, så vi kan føle os hele, uden skyld og skam og genvinde vores integritet og vitalitet.
Når vi er blevet ramt af traumer, mister vi fornemmelsen for os selv. De forestillinger vi har haft om, hvad livet handler om og de værdier, håb og drømme som vi har troet på og har sat højt, er blevet trådt på, krænket og besudlet. Traumer behøver ikke kun at være enkeltstående voldsomme oplevelser eller krænkelser. Det kan også være resultatet af gentagne ubehagelige oplevelser. Vi kan kalde det “hverdagens” traumer, som f.eks mobning eller handicap og sygdom. Det er tit oplevelser, som vi måske skubber til side som værende ikke alvorlige, men faktisk kan de, på den lange bane, have stor effekt på vores liv.
Narrative terapeutiske samtaler har til formål at genforfatte vores fortalte historie og genskabe forbindelsen til vores værdier og til vores håb og drømme. Samtalerne kan således hjælpe os med at knytte bånd til vores foretrukne identitet og genskabe vitaliteten. Det handler om at skabe et trygt rum, hvor vores historier kan blive belyst ud fra flere sider end den umiddelbare synlige eller fortalte. En hvilken som helst fortælling gemmer på mindst to historier. Netop det, at der er blevet trådt på noget i os siger noget om, hvad vi sætter højt i livet. Mennesker har altid en reaktion på traumer. Disse reaktioner eller bestræbelser vi har gjort os i forbindelse med de traumatiske begivenheder, bliver tit glemt eller gjort usynlige, fordi de ikke lever op til generelle ideer om generelle foretrukne måder at leve på, men kun bliver tolket inden for “traumekonteksten”.
Gennem vores betydningsfulde relationer og kultur formes vores værdier og fornemmelse af, hvordan vi skal leve. Det giver os et formål og en mening med livet. Ved at identificere disse værdier og relationer i de personlige historier, vi har med os, kan vi genetablere en forbindelse til en “ fornemmelse for os selv”.
Livshistorier er god medicin mod traumer b.la. fordi det giver os en sammenhængende og fyldig fornemmelse af vores liv og identitet. Se evt. mere under Livslinien.
Blogindlægget er skrevet af Peter Abrahamsen, indehaver af Peter Abrahamsen.
www.peterabrahamsen.net