Resonansen i et skamfelt

Skam er i terapeutiske kredse et omdiskuteret emne. Er skam en medfødt følelse, en grundfølelse eller mere en “tillært” eller “påført” følelse, der er opstået som et resultat af fejlafstemning og relationelt traume? Og kan man overhovedet dele det op på den måde? Som forlængelse er der hele diskussionen om skam-fænomenet og skyldfølelse. Men for nu, lader vi den ligge. 

Den reparerende skam

Uanset hvilke skam-briller vi tager på, er der konsensus i branchen om, at skam – eller evnen til at kunne føle skam – er af afgørende betydning for vores evne til at kunne indgå i relationer. Nogle kalder den sunde skam for den sunde skyld; altså den følelse, der rejser sig i os, når vi – uden hensigt – har såret eller krænket en anden. Den sunde skam motiverer os til at stoppe og holde op – og til at angre, hvis det er berettiget. Den skaber mulighed for, at vi kan reparere og genafstemme – for i sidste ende at bevare relationen. 

Skammens ubehag

Vender vi blikket mod den usunde skam – den uhensigtsmæssige eller mal-adaptive skam som den blandt andet omtales indenfor EFT’en (Emotions Fokuseret Terapi) – ser vi på den dybe skam, vi bærer med os fra tidligt i livet. 

Det er den smerte, som er opstået i det relationelle felt, når dét, vi viser og er, ikke mødes med varme og kærlige øjne – den smertelige tilstand, som opstår i os som resultat heraf, og som motiverer os til at gemme vores sårbarhed, vores selv, væk. For skam er ubehag. Man kunne sige, at skammens dybeste og mest primære funktion er at skabe ubehag – et ubehag så stort, at sjælen resignerer og dermed ikke skades endnu mere. 

Det er den usunde og dybe skam, vi oftest møder i det terapeutiske rum. Den skam, der paradoksalt angriber sjælen i et forsøg på at beskytte sjælen. 

For at beskytte os i skammen kan vi vende adfærden indad – angribe eller nedgøre os selv – som et forsvar mod, at andre gør det: 

• “Jeg nedgør mig selv, så jeg undgår smerten ved, at du gør det.” 

Skammen kan afføde en adfærd, der er undgående og undvigende, eller modsat – måske direkte angribende og krænkende overfor andre: 

• “Jeg angriber dig – før du angriber mig.” – og går kritikken udad, går den også altid indad. 

Skam-beskyttelse kommer også til udtryk i det terapeutiske rum og ofte også i det interpersonelle arbejde mellem klient og terapeut. 

Somme tider kan jeg som terapeut befinde mig i en situation, hvor jeg kan blive forvirret. Som om jeg fornemmer noget uden helt at kunne sætte fingeren på, hvad det er. Der opstår noget inde i mig – et ubehag – og det starter uden for min egen awareness. En følelse af “tågethed” og oplevelse af ikke helt at kunne tune mig ind på den frekvens, jeg fornemmer klienten er på. Eller også kan jeg lande et sted, hvor jeg kan blive usikker og føler mig “lidt skæv i kontakten”. 

Jeg har efterhånden fået tilpas med supervision til at vide, at når jeg havner her, så er der noget, jeg skal vågne og se. 

Når jeg så bliver bevidst om min egen tilstand, kan jeg vende min opmærksomhed udad. Ikke sjældent opdager jeg, at jeg sidder overfor et menneske, som på et usagt og meget subtilt plan opleves “gemt væk” og undvigende i sin kontakt og kropsprog – et menneske, som jeg fornemmer flygter, og som jeg har svært ved at møde. Det kan også være et menneske, som eksplicit, men ofte meget implicit nedgør sig selv. Som ukritisk og subtilt sluger alt, hvad andre siger, eller hvad jeg siger med en undertekst af: “Du ved jo bedre om mig, end jeg selv gør. Du er bedre end mig.” 

Det er et menneske, som sidder i dybt ubehag. Og sommetider svinger kritikken passivt i rummet – og til tider også direkte mod mig. 

Der opstår ikke et møde; selvfølgelig ikke, for sjælen er jo trukket tilbage, og nervesystemet og kroppen er i stort ubehag. 

Terapeuten i et skamfelt 

“Nervesystemer smitter”, har jeg engang hørt Susan Hart sige – og det er sandt. 

Vi er som mennesker lavet til at kunne “tappe ind i” hinandens nervesystemer. Som børn, som voksne, som mennesker. 

Vores spejlneuroner opfanger og mærker, hvor den anden er. Vi lader den andens følelse vækkes indeni os selv – så vi oprigtigt kan føle med den anden, så vi kan sætte os i den andens sted og møde den anden præcist og afstemt i den oplevelse, han eller hun sidder med. Som terapeuter bruger vi denne menneskelige evne professionelt: Vi åbner vores nervesystemer og stiller os til rådighed som resonansfelt for klienten. Vi forsøger at gøre det i bevidsthed, men det lykkes selvfølgelig ikke altid. 

Så måske har du siddet som terapeut og mærket usikkerheden: “Hvad sker der? Bliver jeg kritiseret? Er jeg enig? Er jeg ude af kontakt? Jeg føler mig lille, usikker, forvirret. Handler det om mig? Hvad er jeg ramt i?” 

Det er vigtige og ansvarlige spørgsmål at stille, og det første sted, du skal søge svar, er hos dig selv. Personligt ender jeg sommetider her og må først kigge indad. For mon ikke de fleste terapeuter har skam – jeg ved, at jeg har – og er vi ramt i vores egen skam, er vejen for terapeuten supervision og egen-terapi. 

Men med respekt må vi også huske, at nervesystemer smitter – og det gør skam også. 

Springbrættet 

Så ender du her, og har du gjort dig bevidst om det ubehag, den skam, som du registrerer, så kommer næste spørgsmål: Hvem bærer skammen? 

Vi må kigge ærligt indad på os selv, men også med ydmyghed og professionalisme kigge udad. 

At sidde overfor et nervesystem i skam er som at sidde i et højintenst spændingsfelt. 

Det kræver sin terapeut at navigere i skam-feltet og holde sig selv adskilt. For selvfølgelig kan terapeuter have skam, dyb skam, som vi aldrig bliver frie eller forløste af. Og det vigtige her er nok også at vide, at det heller ikke er projektet. 

Det afgørende er, at vi som terapeuter kender vores egen skam godt nok til at kunne regulere, “containe” og adskille vores egen skam-oplevelse fra den andens. At vi kan genkende, “hvordan skam føles i mig”, så vi kan omsætte den information hensigtsmæssigt. At vide hvornår jeg er bærer af skammen – eller hvornår jeg i virkeligheden, professionelt, har stillet mig til rådighed som resonansfelt for den andens skam. Herfra kan jeg så bruge min egen indre oplevelse som et kvalificeret og professionelt springbræt i det terapeutiske arbejde, jeg er her for at støtte min klient i. 

Inspiration 

Inge Holm, Artikel, “Kronisk skam del 1” Marta Cullberg Weston, “Fra skam til selvrespekt”, Dansk Psykologisk Forlag, 2014

Blogindlægget er skrevet af Amalie Nybroe, indehaver af Nybroe Terapi og underviser hos Academy Copenhagen. 

www.nybroe-terapi.dk 

www.academycopenhagen.dk